Nyheder

 

HELT ÆRLIGT, DAN RACHLIN

Radiolegenden er klar med nyt ugentligt talkshow på Radio Nord, hvor de første gæster er Pabrika Steen, Bent Fabricius-Bjerre, Lars Brygmann og Martin Brygmann

Kun otte måneder holdt Dan Rachlin sig fra radiomediet. Nu tager en af Danmarks mest erfarne og bedste værter fat på et nyt kapitel, når han den 20. september debuterer med et talkshow på Radio Nord 98,6 MHZ der sender i Nordsjælland.

”Helt Ærligt” hedder programmet, der i to timer går tæt på en kendt person, der samtidig får lov til at vælge musikken.

”Helt ærligt… så er det lige sådan et program, jeg har drømt om at lave. Jeg forbereder ikke ti spørgsmål, men møder op med en mikrofon, og så er det planen, at jeg vil tale mig tæt på et kendt menneske på en hyggelig måde. Jeg vil forsøge at få en relevant snak om livet, drømmene, ambitionerne, kærlighed, humoren, sex, børn og job,” fortæller Dan Rachlin, der ikke har lavet radio siden Radio Nova stoppede med værter.

De første gæster har Dan på plads, og han lægger ud med en helt ærlig snak med Paprika Steen, Bent Fabricius-Bjerre, Martin Brygmann, og Lars Brygmann, der fylder æteren på Radio Nord den første måned.

”Jeg er lykkelig for, at en af Danmarks bedste radio værter nu sidder bag mikrofonen på Radio Nord. Vi har søgt efter en ”stemme” til stationen, og jeg er både stolt over og glad for, at Dan takkede ja til vores tilbud, fortæller Radio Nords direktør Philip Lundsgaard, der tidligere har arbejdet sammen med Dan Rachlin på bl.a. The Voice, Kanal 2, og Radio Uptown.

Dan Rachlin er en af Danmarks mest kendte radiostemmer. Han startede på The Voice. Derefter samlede han erfaring fra DR’s P3, hvor han var en kompetent bestyrer af musikquizzen, før han prøvede sig selv af som morgenvært på Sky Radio og senest fungerede han både som vært og bag linjerne på Radio Nova.